Anna Ravn landede i Kathmandu godt en uge efter mig. Hun er udsendt med samme organisation som mig, og inden Nepal havde jeg blot mødt hende en enkelt gang til en forberedelsesweekend i Århus. Grundet mange mennesker i huset endte hun med at flytte ind på samme værelse som jeg. Det vidste sig heldigvis at være en rigtig god løsning. Vi kommer rigtig godt overens og er gode til at give hinanden plads og taletid. Hun er en rigtig sød og sjov pige, som jeg glæder mig til at bruge tid sammen med, også når vi er tilbage i Danmark igen. Vi er meget enige om ambitioner og forudsætningerne for, hvorfor vi er her. Det er derfor også endt med, at vi begge har valgt at flytte projekt. Efter to meget frustrerende uger på Vajrayana School - et fantastisk projekt, som desværre grundet forårstid ikke havde elever - valgte vi begge at flytte til Sagarmartha School, som er skolen hvor alle børnene fra Chhahari-børnhjemmet går. Sagarmartha School er et noget andet format end Vajrayana School. Dels er det børn, som jeg skal undervise, og dels kan der være op til 40 elever i en klasse. Det er en stor mundfuld, og jeg var da også nervøs, da jeg vågnede i morges klar til min første skoledag. Desværre viste der sig at være strejke i dag. Det er en faktor, som man må medregne i sine planer her i Nepal. Nu er dagen i stedet endt med afslapning, blogindlæg og the-tur til Boudhanath. I går ankom to danskere, og de medbragte en Politiken. Det har betydet, at dagen også har budt på avislæsning på altanen. Jeg ved godt, at man næsten ikke må indrømme det, men der er nogle ting, som jeg savner, derfor var det en helt fantastisk luksus at kunne side og nyde lidt dansk avislæsning. Det eneste jeg mangler nu er nogle fibre i form af rugbrød! Mmhm en rugbrødsmad med avokado ville bestemt ikke være af vejen. Med en sådan i hånden ville jeg være toptunet til at skrive blogindlæg om hhv. Pokhara- og trekkingtur.
Da eleverne på Sagarmartha School har haft ferie indtil i to uger, en ferie som skulle have sluttet i dag, havde Anna og jeg pludselig lidt tid at slå ihjel. Vi valgte derfor at besøge byen Pokhara sammen med fire søde amerikanere, som har boet sammen med os i homestayet.
Pokhara må virkelig siges at være det nepalesiske turistparadis. Jeg kiggede mig undrende omkring, da vi gik ned af "hovedgaden". Dette kunne da bestemt ikke være Nepal. Efter al den realisme og virkelighed, som jeg efterhånden er blevet så vant til, var det utrolig mærkeligt pludselig at være havnet i Nepals svar på den franske riviera. Den ene restaurant afløste den anden, og ville du have espresso, latte eller macchiatto, så kunne det sagtens lade sig gøre, hvis der var strøm vel at mærke. Pokhara fik hurtigt karakter af en ferie i ferien. Vi lejede kanoer og sejlede ud til midten af søen og badede. Vi slikkede sol, og spiste masser af god og billig indisk mad. Et køkken som jeg bliver en større og større fan af - Der er ikke noget som en god dosa, idli eller palak paneer, mums! Vi hikede op til The Peace Pagoda, og så (næsten) en solopgang over bjerget Fishtail ved Sarangot. En af dagene gravede vi tilmed dybere i lommerne og lejede scootere. Jeg sad bag på Stan the man's scooter (en australier hvis kampråb var "yohai!") i det vi kørte mod Begnas Lake udenfor Pokhara. En time senere befandt vi os udenfor Pokharas hektiske turiststemning ved en sø, som badede i resten af eftermiddagen. Stedet føltes som et lille hemmeligt paradis. Det kan klart anbefales. Efter tilbagekomsten skulle jeg selvfølgelig også prøve scooteren, og endnu engang måtte jeg konstatere, at jeg simpelthen bare er alt for klodset. Jeg væltede og lavede en ordentlig bunke ridser i scooterens lak. Der skete ikke mig noget, men jeg måtte betale for skaderne på scooteren. Heldigvis er det dog sådan, at ødelægger man noget her i Nepal, så kan det repareres for en slik, når man prutter lidt om prisen.
Vi stødte også på en herlig israeler, Aviv, som boede på samme hotel som os. Han havde netop købt en motorcykel, og jeg havde egentlig regnet med at få et lift til Chitwan National Park. Han er dog desværre allerede i Indien. Udover sin motorcykel medbragte han også en guitar, og det blev et par hyggelige aftner på tag terrasen med øl, guitarspil og fællessang.
Efter disse dejlige dage i Pokhara gik turen tilbage til Kathmandu og herfra til Langtang.
Da eleverne på Sagarmartha School har haft ferie indtil i to uger, en ferie som skulle have sluttet i dag, havde Anna og jeg pludselig lidt tid at slå ihjel. Vi valgte derfor at besøge byen Pokhara sammen med fire søde amerikanere, som har boet sammen med os i homestayet.
Pokhara må virkelig siges at være det nepalesiske turistparadis. Jeg kiggede mig undrende omkring, da vi gik ned af "hovedgaden". Dette kunne da bestemt ikke være Nepal. Efter al den realisme og virkelighed, som jeg efterhånden er blevet så vant til, var det utrolig mærkeligt pludselig at være havnet i Nepals svar på den franske riviera. Den ene restaurant afløste den anden, og ville du have espresso, latte eller macchiatto, så kunne det sagtens lade sig gøre, hvis der var strøm vel at mærke. Pokhara fik hurtigt karakter af en ferie i ferien. Vi lejede kanoer og sejlede ud til midten af søen og badede. Vi slikkede sol, og spiste masser af god og billig indisk mad. Et køkken som jeg bliver en større og større fan af - Der er ikke noget som en god dosa, idli eller palak paneer, mums! Vi hikede op til The Peace Pagoda, og så (næsten) en solopgang over bjerget Fishtail ved Sarangot. En af dagene gravede vi tilmed dybere i lommerne og lejede scootere. Jeg sad bag på Stan the man's scooter (en australier hvis kampråb var "yohai!") i det vi kørte mod Begnas Lake udenfor Pokhara. En time senere befandt vi os udenfor Pokharas hektiske turiststemning ved en sø, som badede i resten af eftermiddagen. Stedet føltes som et lille hemmeligt paradis. Det kan klart anbefales. Efter tilbagekomsten skulle jeg selvfølgelig også prøve scooteren, og endnu engang måtte jeg konstatere, at jeg simpelthen bare er alt for klodset. Jeg væltede og lavede en ordentlig bunke ridser i scooterens lak. Der skete ikke mig noget, men jeg måtte betale for skaderne på scooteren. Heldigvis er det dog sådan, at ødelægger man noget her i Nepal, så kan det repareres for en slik, når man prutter lidt om prisen.
Vi stødte også på en herlig israeler, Aviv, som boede på samme hotel som os. Han havde netop købt en motorcykel, og jeg havde egentlig regnet med at få et lift til Chitwan National Park. Han er dog desværre allerede i Indien. Udover sin motorcykel medbragte han også en guitar, og det blev et par hyggelige aftner på tag terrasen med øl, guitarspil og fællessang.
Efter disse dejlige dage i Pokhara gik turen tilbage til Kathmandu og herfra til Langtang.
Langtang er et trekking område 8 timers bustur fra Kathmandu. Det er en del af Langtang reservatet, og er, ifølge min gode ven og guide Diku, ikke nær så turistet som Annapurna basecamp og Mt. Everest basecamp, hvor man i højsæsonen nærmest må stå i kø for at passere stigerne for yak, nak og alle de andre bjergentusiaster. Derfor besluttede Anna og jeg os for at give Langtang området en chance og trekke her. Vi havde forinden set en del billeder fra trekket fra nogle venner, som allerede havde været afsted, og der skulle ikke megen overtalelse til før end, at pilen pegede på Langtang.
Hjemvendt fra Pokhara efter en 8 timer lang bustur havde jeg en halv dag i Kathmandu til at gøre mig klar til trek. Der skulle købes vanter, lange uldne underbukser og ikke mindst Tims-card, som er tilladelsen til at trekke. Efter stress og jag igennem turist Thamel var det tilbage til Kopan for at pakke, gerne så lidt som muligt, og herefter nærmest faldt jeg ned i min seng og ind i en dyb tung søvn. Dagen efter var det tidligt op og afsted til Shyabro Bese - altså endnu en 8 timer lang bustur. Dog var det denne gang ikke en turistbus men en lokalbus. Nepalesere har et lidt andet forhold til privat sfære end mig, og både Anna og jeg endte med at have en nepalesisk kone siddende på lårene. Vi kunne også have valgt at springe op på taget af bussen. Det siges at være det sikreste sted at befinde sig, hvis bussen skulle forulykke. En ulykke jeg lidt for let kunne forestille mig, da vi kørte på de små mudrede veje igennem bjergene. Heldigvis havde jeg Diku, vores gode ven og guide, og Anna til at berolige mig. Diku udbrød bl.a., at han (chaufføren) faktisk var den bedste hun i længe havde kørt med. Den tanke prøvede jeg at fastholde imens jeg kiggede ud af vinduet og ned af en lodret skrænt.
Velankommet (heldigvis!) til Shyabro Bese indlogerede vi os på et hotel, og fik turens, for mit vedkommende, første og sidste Dhal Bhat. Dagen efter startede trekket. Jeg har aldrig trekket før. Jeg har højest været på en-dags hike i Frankrig, så det var med en klump af nervøsitet i maven, at jeg tog de første spæde trekkingskridt. Det vidste sig dog hurtigt, at det at trekke ikke var et problem. Jeg nød stilheden, kontinuerligheden og naturen omkring mig. Man når til et næsten meditativt stadie, når man går og går og går så mange timer om dagen. Jeg fik tænkt ustyrligt mange gode, fjollede og dumme tanker, og jeg fik gentaget mit nye mantra utallige gange: "step by step by step by...". Efter blot to dage befandt vi os midt i bjergene. Jeg kunne mærke på min vejrtrækning, at jeg nu var mere end 4000 m over havets overflade. Kyanjin Gumba hed stedet hvorfra vi gik op til en "udkigspost" og herfra kunne se hvad der i det øjeblik føltes som hele verden. Aldrig har jeg noget lignende. Jeg prøvede at holde fast i udsigten, men det var tæt ved umuligt, og alle ved, at billeder ikke tilnærmelsesvis når steder som dette til sokkeholderne.
På vores trek stødte vi på en sweisisk trekker kaldet Stephan, eller som vi kaldte ham Buddha Boy. Han havde netop færdiggjordt sine 111.111 prostrationer og ville nu meditere oppe i højderne, en tanke som han dog opgav, da han mærkede den bidende kulde, og derfor trekkede videre sammen med os. Han havde masser af chokolade, honning og tsampa foruden et rigtigt godt humør og var derfor et hit at have med.
Efter Kyanjin Gumba gik turen mod Gosainkunda. Dette sted er berømt for sin hellige sø, hvori Shiva badede efter at være blevet forgiftet. Da vi ankom var vejret rigtig dårligt. Man kunne kun se blot 20 m frem foran sig, og derfor var overraskelsen endnu større, da vi dagen efter kunne se hele Annapurna Range, Langtang Range, Tibet bjerge og Gosainkunda Range. Det var så overraskende og så smukt, at det var lige ved at jeg kneb en tåre. Gosainkunda var dog også stedet, hvor jeg troede, at jeg skulle dø af hypothermi. Aldrig har jeg frosset så meget.
Efter 10 dages trek var jeg klar til at tage hjem til Kathmandu. Det føltes godt at sige farvel til Langtang og vende tilbage. Jeg skal uden tvivl trekke igen på et tidspunkt, men da bussen holdt klar til afgang, var jeg klar til at tage tilbage til de dejlige børn fra Chhahari og de mennesker, som så hurtigt er blevet som en anden familie her i Kathmandu.
Nu er jeg tilbage i Kathmandu igen, og jeg nyder det. Det er blevet hverdag, eller så meget hverdag, som det nu kan blive her i Nepal, og jeg er stadigvæk helt vild med det. Dog er der en enkelt ting, som har været kilde til en smule uhygge men nok mest en del undren. Da jeg tjekkede min mobil efter trekket havde jeg fået 16 opkald foruden en del meget insisterende sms'er fra en af mine gamle elever fra Vajrayana School. Han er 36 år, har et meget dårligt engelsk, men det mærkeligste er, at han er munk. Jeg har besvaret disse beskeder og opkald med en rungende stilhed. Jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt i smug - stakkels munk.
I næste uge lyder den på Chhahari picnic, og forhåbentlig starter jeg på noget yoga- eller meditationskursus i Boudha.
I morgen håber jeg, at strejken er ovre, så jeg kan starte med undervisningen på Sagarmartha School.
//Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal
Hjemvendt fra Pokhara efter en 8 timer lang bustur havde jeg en halv dag i Kathmandu til at gøre mig klar til trek. Der skulle købes vanter, lange uldne underbukser og ikke mindst Tims-card, som er tilladelsen til at trekke. Efter stress og jag igennem turist Thamel var det tilbage til Kopan for at pakke, gerne så lidt som muligt, og herefter nærmest faldt jeg ned i min seng og ind i en dyb tung søvn. Dagen efter var det tidligt op og afsted til Shyabro Bese - altså endnu en 8 timer lang bustur. Dog var det denne gang ikke en turistbus men en lokalbus. Nepalesere har et lidt andet forhold til privat sfære end mig, og både Anna og jeg endte med at have en nepalesisk kone siddende på lårene. Vi kunne også have valgt at springe op på taget af bussen. Det siges at være det sikreste sted at befinde sig, hvis bussen skulle forulykke. En ulykke jeg lidt for let kunne forestille mig, da vi kørte på de små mudrede veje igennem bjergene. Heldigvis havde jeg Diku, vores gode ven og guide, og Anna til at berolige mig. Diku udbrød bl.a., at han (chaufføren) faktisk var den bedste hun i længe havde kørt med. Den tanke prøvede jeg at fastholde imens jeg kiggede ud af vinduet og ned af en lodret skrænt.
Velankommet (heldigvis!) til Shyabro Bese indlogerede vi os på et hotel, og fik turens, for mit vedkommende, første og sidste Dhal Bhat. Dagen efter startede trekket. Jeg har aldrig trekket før. Jeg har højest været på en-dags hike i Frankrig, så det var med en klump af nervøsitet i maven, at jeg tog de første spæde trekkingskridt. Det vidste sig dog hurtigt, at det at trekke ikke var et problem. Jeg nød stilheden, kontinuerligheden og naturen omkring mig. Man når til et næsten meditativt stadie, når man går og går og går så mange timer om dagen. Jeg fik tænkt ustyrligt mange gode, fjollede og dumme tanker, og jeg fik gentaget mit nye mantra utallige gange: "step by step by step by...". Efter blot to dage befandt vi os midt i bjergene. Jeg kunne mærke på min vejrtrækning, at jeg nu var mere end 4000 m over havets overflade. Kyanjin Gumba hed stedet hvorfra vi gik op til en "udkigspost" og herfra kunne se hvad der i det øjeblik føltes som hele verden. Aldrig har jeg noget lignende. Jeg prøvede at holde fast i udsigten, men det var tæt ved umuligt, og alle ved, at billeder ikke tilnærmelsesvis når steder som dette til sokkeholderne.
På vores trek stødte vi på en sweisisk trekker kaldet Stephan, eller som vi kaldte ham Buddha Boy. Han havde netop færdiggjordt sine 111.111 prostrationer og ville nu meditere oppe i højderne, en tanke som han dog opgav, da han mærkede den bidende kulde, og derfor trekkede videre sammen med os. Han havde masser af chokolade, honning og tsampa foruden et rigtigt godt humør og var derfor et hit at have med.
Efter Kyanjin Gumba gik turen mod Gosainkunda. Dette sted er berømt for sin hellige sø, hvori Shiva badede efter at være blevet forgiftet. Da vi ankom var vejret rigtig dårligt. Man kunne kun se blot 20 m frem foran sig, og derfor var overraskelsen endnu større, da vi dagen efter kunne se hele Annapurna Range, Langtang Range, Tibet bjerge og Gosainkunda Range. Det var så overraskende og så smukt, at det var lige ved at jeg kneb en tåre. Gosainkunda var dog også stedet, hvor jeg troede, at jeg skulle dø af hypothermi. Aldrig har jeg frosset så meget.
Efter 10 dages trek var jeg klar til at tage hjem til Kathmandu. Det føltes godt at sige farvel til Langtang og vende tilbage. Jeg skal uden tvivl trekke igen på et tidspunkt, men da bussen holdt klar til afgang, var jeg klar til at tage tilbage til de dejlige børn fra Chhahari og de mennesker, som så hurtigt er blevet som en anden familie her i Kathmandu.
Nu er jeg tilbage i Kathmandu igen, og jeg nyder det. Det er blevet hverdag, eller så meget hverdag, som det nu kan blive her i Nepal, og jeg er stadigvæk helt vild med det. Dog er der en enkelt ting, som har været kilde til en smule uhygge men nok mest en del undren. Da jeg tjekkede min mobil efter trekket havde jeg fået 16 opkald foruden en del meget insisterende sms'er fra en af mine gamle elever fra Vajrayana School. Han er 36 år, har et meget dårligt engelsk, men det mærkeligste er, at han er munk. Jeg har besvaret disse beskeder og opkald med en rungende stilhed. Jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt i smug - stakkels munk.
I næste uge lyder den på Chhahari picnic, og forhåbentlig starter jeg på noget yoga- eller meditationskursus i Boudha.
I morgen håber jeg, at strejken er ovre, så jeg kan starte med undervisningen på Sagarmartha School.
//Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar