Min taske er færdigpakket og står nu i hjørnet af mit værelse. Den minder mig om, at det er lige om lidt. Det er lige om lidt, at jeg skal flyve godt og vel 17 timer, hvorefter jeg lander ned i det foreløbig største kulturchok, jeg nogensinde har oplevet. Kathmandu, Nepal.
I januar viste min far lysbilleder fra sin tur til Nepal i '90. Det var så uvirkeligt at sidde der i stuens mørke og kigge på bjergkæder, sherpaer, rhododendron og templer vel vidende, at om lidt var det min tur. Klik - nyt billede - Klik - Ny oplevelse - Klik - konstante sommerfugle i maven, som uden tvivl vil forhindre mig i at få en fornuftig nats søvn.
De søde piger i Dialogos Ungdom har fortalt mig, at det er en god ide at lave en forventningsafstemning. Hvad tror og håber jeg, at der vil ske på min rejse? Hvad vil jeg gerne opleve? Hvad forventer jeg af min tur?
For jer som kender mig godt er det ingen hemmelighed, at jeg ingen anelse har, om hvad jeg vil, når jeg stopper med at holde sabbatår. Jo mere jeg prøver at lade være med at tænke på beslutningen des mere snurrer tankerne rundt i mit hoved. Måske er det en naiv tanke, men jeg håber, at min rejse til Nepal og mit voluntørarbejde kan hjælpe mig til at få en forståelse af, i hvilken retning det er, at jeg gerne vil. Med Nepals mange rejsehistorier i baghovedet håber jeg på, at jeg kommer til at opleve en eller anden klarhed i forhold til mig selv og min omverden. Rejser har det heldigvis med at efterlade sådanne vedvarende indtryk og med de mange børn og voksne, som jeg forhåbentlig kommer til at lære at kende på min tur, mon ikke denne rejse bliver et lysbillede, som jeg kan vise frem igen og igen og igen. Jeg krydser fingre.
Udover hjælpearbejde håber jeg, at jeg kan få tid til at lægge turen forbi Bhaktapur, Pokhara og Annapurna. Hvis jeg tør, hvilket jeg allerede nu ved, at jeg ikke gør, kan det endda være, at jeg binder et elastik fast til benene og springe ud fra en bro. Måske tør jeg at leje en scooter og køre i venstre vejbane igennem Kathmandu ud til de grønne områder i Kathmandu Valley. Hvis tiden giver mig lov, vil jeg gerne ride på elefanter i Chitwan Nationalpark. Paragliding, rafting, trekking, mountainbiking, faren vild i snørklede gader osv. Der er så meget, som jeg gerne vil nå, og sikkert endnu mere når jeg lander og får set mig omkring. Min tidsplan tillader ikke alle oplevelserne, så jeg går en hård udvælgelsesproces i møde. Det er nu noget, som jeg helst ikke vil tænke på endnu. Ind til videre beholder jeg alle mine små drømme om at flyve gennem den tynde luft i bjergene uden at være det mindste bange, og om at vaske elefanter i det sydlige Nepal helt uden at blive stukket af myg.
En veninde spurgte mig engang, om jeg efter 3.g. kunne finde på at rejse ud og engagere mig i frivilligtarbejde. Svaret kom meget let til mig; ja selvfølgelig kunne jeg det. Lige siden har det ligget i baghovedet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville hjælpe til ude i verden. Hvad der før var en noget abstrakt tanke, er nu meget konkret med min afrejse til Nepal. Det svar jeg gav dengang, er måske i virkeligheden ikke så simpelt, som jeg troede, for der knytter sig mange andre faktorer til beslutningen om at lave hjælpearbejde, end jeg først troede. Dels har jeg overvejet, hvem det egentlig er, at jeg gør dette her for. Er det for børnene? For mig selv? Det lidt kyniske svar lyder, at det er for begge. Selvfølgelig vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe de projekter, som jeg kommer til at arbejde på. Derudover har det været vigtigt for mig at erkende, at skal et voluntørophold fungere, så skal voluntøren også være glad og også have sine egne præmisser med i tankerne. Efter en del tankevirksomhed omkring emnet har jeg også fralagt mig min idealistiske "Red Verden"-forestilling, for hvem er det egentlig, der skal redde hvem? Og kan jeg overhovedet "redde" nogen?
Hvem ved - Nu starter eventyret i hvert fald lige straks, og jeg glæder mig til at blive opslugt af nye dufte og lyde, at gå på opdagelse i nye gader og stræder, men mest af alt glæder jeg mig til at svinge min rygsæk over skulderen og bare rejse!
I januar viste min far lysbilleder fra sin tur til Nepal i '90. Det var så uvirkeligt at sidde der i stuens mørke og kigge på bjergkæder, sherpaer, rhododendron og templer vel vidende, at om lidt var det min tur. Klik - nyt billede - Klik - Ny oplevelse - Klik - konstante sommerfugle i maven, som uden tvivl vil forhindre mig i at få en fornuftig nats søvn.
De søde piger i Dialogos Ungdom har fortalt mig, at det er en god ide at lave en forventningsafstemning. Hvad tror og håber jeg, at der vil ske på min rejse? Hvad vil jeg gerne opleve? Hvad forventer jeg af min tur?
For jer som kender mig godt er det ingen hemmelighed, at jeg ingen anelse har, om hvad jeg vil, når jeg stopper med at holde sabbatår. Jo mere jeg prøver at lade være med at tænke på beslutningen des mere snurrer tankerne rundt i mit hoved. Måske er det en naiv tanke, men jeg håber, at min rejse til Nepal og mit voluntørarbejde kan hjælpe mig til at få en forståelse af, i hvilken retning det er, at jeg gerne vil. Med Nepals mange rejsehistorier i baghovedet håber jeg på, at jeg kommer til at opleve en eller anden klarhed i forhold til mig selv og min omverden. Rejser har det heldigvis med at efterlade sådanne vedvarende indtryk og med de mange børn og voksne, som jeg forhåbentlig kommer til at lære at kende på min tur, mon ikke denne rejse bliver et lysbillede, som jeg kan vise frem igen og igen og igen. Jeg krydser fingre.
Udover hjælpearbejde håber jeg, at jeg kan få tid til at lægge turen forbi Bhaktapur, Pokhara og Annapurna. Hvis jeg tør, hvilket jeg allerede nu ved, at jeg ikke gør, kan det endda være, at jeg binder et elastik fast til benene og springe ud fra en bro. Måske tør jeg at leje en scooter og køre i venstre vejbane igennem Kathmandu ud til de grønne områder i Kathmandu Valley. Hvis tiden giver mig lov, vil jeg gerne ride på elefanter i Chitwan Nationalpark. Paragliding, rafting, trekking, mountainbiking, faren vild i snørklede gader osv. Der er så meget, som jeg gerne vil nå, og sikkert endnu mere når jeg lander og får set mig omkring. Min tidsplan tillader ikke alle oplevelserne, så jeg går en hård udvælgelsesproces i møde. Det er nu noget, som jeg helst ikke vil tænke på endnu. Ind til videre beholder jeg alle mine små drømme om at flyve gennem den tynde luft i bjergene uden at være det mindste bange, og om at vaske elefanter i det sydlige Nepal helt uden at blive stukket af myg.
En veninde spurgte mig engang, om jeg efter 3.g. kunne finde på at rejse ud og engagere mig i frivilligtarbejde. Svaret kom meget let til mig; ja selvfølgelig kunne jeg det. Lige siden har det ligget i baghovedet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville hjælpe til ude i verden. Hvad der før var en noget abstrakt tanke, er nu meget konkret med min afrejse til Nepal. Det svar jeg gav dengang, er måske i virkeligheden ikke så simpelt, som jeg troede, for der knytter sig mange andre faktorer til beslutningen om at lave hjælpearbejde, end jeg først troede. Dels har jeg overvejet, hvem det egentlig er, at jeg gør dette her for. Er det for børnene? For mig selv? Det lidt kyniske svar lyder, at det er for begge. Selvfølgelig vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe de projekter, som jeg kommer til at arbejde på. Derudover har det været vigtigt for mig at erkende, at skal et voluntørophold fungere, så skal voluntøren også være glad og også have sine egne præmisser med i tankerne. Efter en del tankevirksomhed omkring emnet har jeg også fralagt mig min idealistiske "Red Verden"-forestilling, for hvem er det egentlig, der skal redde hvem? Og kan jeg overhovedet "redde" nogen?
Hvem ved - Nu starter eventyret i hvert fald lige straks, og jeg glæder mig til at blive opslugt af nye dufte og lyde, at gå på opdagelse i nye gader og stræder, men mest af alt glæder jeg mig til at svinge min rygsæk over skulderen og bare rejse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar