Nanna og Nepal vol. 1

Godt 14 dage er nu gået her i støvede, farverige, støjende og glade Kathmandu. To uger fyldt med en masse nye indtryk.

Kl. 12.30 d. 1. marts vadede jeg, en lettere desorienteret dansk pige, ud af Tribhuvan International Airport. Jeg havde netop tilbragt godt en time med at rende forvirret rundt i visa afdelingen, hvorefter en sød nepalesisk lufthavnsansat lod mig springe køen over og underskrev mit visa. Herefter luntede jeg rundt ved bagageudleveringen og krydsede fingre for, at min bagage var landet i Kathmandu sammen med mig. Det var den heldigvis, så med en ordentlig lærredspose indeholdende en 13 kg tung rygsæk gjorde jeg min entre til Kathmandu.
Udenfor lufthavnen stod et hav af mennesker alle med sedler med navne på diverse personer, som de skulle hente. Der var en Kathrine Barkley, Project Abroad, der var en Trekkinggroup International og sidst men ikke mindst en Nann Hedeager. For at være ærlig var jeg temmelig lettet, da jeg så dette skilt. Mit første besøg i Asien og tilmed mit første besøg i et u-land ville på dette tidspunkt have været meget uoverskueligt, var jeg ikke blevet samlet op i lufthavnen. Dawa (min homestay vært) mødte mig med et stort smil og placerede en Karta (et hvidt silke tørklæde) om min hals. Herefter gik turen mod Kopan og igennem et trafikkaos, som jeg ikke kunne have forudset. Hvordan chaufførerne kan manøvrere deres biler og motorcykler på så lidt plads, er mig en gåde. Det er intet mindre end et perfekt orkestreret kaos. På trods af min forvirring og mindre choktilstand gik der ikke mange minutter før, at jeg var i stand til at nyde det hele. Bilen susede igennem Kathmandu, og på den anden side af vinduet var der masser af stemning og liv, en hverdag langt langt fra Danmark, som jeg snart skulle blive en del af. 

Dagen efter min ankomst tog Sabine (en anden dansk voluntør) mig med til Chhahari Hostel og Sagarmartha School. Jeg havde inden min afgang troet, at jeg skulle arbejde på et kloster og lave et eller andet musikprojekt, men da jeg mødte børnene på Chhahari, stod det temmelig klart for mig, at jeg ville være frivillig her. Børnene er så søde og åbenhjertede, at man snart ikke tror den venlighed, som man bliver mødt med. De har ind til videre lært mig tre nepalesiske sange, en af dem er den meget populære "Simple, Simple". Jeg sender hermed en opfordring om at give den et lyt, så har I en nogenlunde ide om, hvordan soundtracket til min rejse har formet sig ind til videre.

Jeg bor i et family homestay i Kopan området. Det er en helt særlig oplevelse, at få lov til at være så tæt på den nepalesiske kultur og at få førstehåndberetninger om hverdagen her.
Min homestay familie har givet mig nyt navn,  da der allerede er en anden Nana, som bor her i huset. Derfor går jeg for tiden under navnet Maya, som er det nepalesiske ord for kærlighed. Det er svært at vænne sig til at blive kaldt Maya Deedee, men efterhånden er det intet problem. Dog er det rart, at Anna (en anden dansk voluntør) stadigvæk kalder mig Nanna, så er jeg ligesom hjemme igen.
Der bor tre generationer i huset. Den ældste generation er repræsenteret af Mom. Hun er bedstemoren i huset. Jeg ville ønske, at hun forstod engelsk, eller at jeg kunne nepali, så vi kunne kommunikere lidt mere end bare med kropssprog og et par små nepali gloser. Det er herligt at se, hvor glad hun bliver, når man synger, danser eller er lidt fjollet. Ongmu, Dhundop og Mary, som er familiens børn på hhv. 16, 14 og 4, er også rigtig søde. Når man hele tiden har huset fuld af mennesker, lærer man at være velkommende, men den åbenhed de møder én med er bemærkelsesværdig. Det føles næsten som om, at jeg har fået tre nye søskende.

Både Chhahari, Sagarmartha School, Boudha Stupa og Kopan Monastery ligger i gå afstand fra fam. Dawa Tamangs hus. Det betyder, at jeg får gået en masse. Her er små butikker med tudsegamle singer-symaskiner manøvreret af ældre kvinder, som syer på livet løs. Her er i tusindvis af små gadekøkkener, som sælger spicy snacks til ingen penge, og overalt mødes jeg af børn, som råber: "Namaste, what is your name?" Her er nok at se og høre, og med de mange tilråb man får fra børn, kan man ikke andet end at føle sig velkommen. 

Fem dage efter min ankomst befandt jeg mig på bagsædet af en motorcykel. Noget jeg fem dage før ville have svoret, at jeg ikke ville gøre her i Kathmandu. Det siger nok en hel del om, hvor hurtigt man føler, at man på sin egen turistagtige måde hører til. Motorcykel turen er uden tvivl det dummeste, jeg i længe har gjort. Uden hjelm igennem små snirklede gader. På trods af dette kunne jeg ikke lade være med at smile hele vejen, og i denne weekend gentog jeg tilmed succesen med Anna (en anden dansk voluntør). Denne gang dog med hjelm. Chhewang som er lærer på den skole, hvor vi er frivillige, tilbød  at tage os med til Nagarkot, et meget populært picnicsted. På en klar dag er der fra Nagarkot udsigt til de snedækkede toppe. Desværre var der diset i lørdags, så vi fik ikke set sne og bjerge. Dog synes jeg, at motorcykelturen var det hele værd. Med start i Kathmandu og endestationen på toppen af et bjerg fik vi set både støvede Kathmandu men også det flotte landskab i Kathmandu Valley. Hårnålesvingende på vej op til Nagarkot mindede mig om bilferie i Frankrig, og jeg synes det var rart at møde noget lidt genkendeligt igen.

I torsdags startede både Anna og jeg på Vajrayana School. Ind til videre har undervisningen for mit vedkommende været lidt en tragikomisk affære, da de elever jeg underviser er meget svage i engelsk. Det er svært at vide om ens undervisning nytter, når man ikke ved, om de forstår. Jeg tager det dog med oprejst pande og nyder de små sejre. For eksempel var der i fredags en pige, som forstod 3.person singularis -s. Det er svært at forklare 3. person singularis -s med fagter, lidt engelsk og lidt nepali, men det lykkedes. Andre gange er det mere sort. I dag undervidste jeg en munk, som konsekvent insisterede på at placere en vokal imellem alle konsonanter. Når spring pludselig bliver til e-sapirenig, og thursday til diharsday, så gør det en samtale næsten umulig. Set på den positive side er der i hvert fald rig mulighed for forbedring, så jeg håber at være i stand til at se en klar forskel fra nu til juni.

Herudover har jeg set Boudnath Stupa et utal af gange, jeg har set Pashupatinath og det gyldne tempel. Jeg har mødtes med familiehøjskole veninde Stine (hvilket var rigtig rigtig hyggeligt), dyrket morgenyoga på taget, og i går blev jeg aura læst af en fransk Dharma Sangha devotee. Jeg har tilsyneladende en klar blå aura med stænk af lysegrønt. Jeg smiler det meste af tiden, for jeg nyder sådan at være her. Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal.