Nanna og Nepal vol. 1

Godt 14 dage er nu gået her i støvede, farverige, støjende og glade Kathmandu. To uger fyldt med en masse nye indtryk.

Kl. 12.30 d. 1. marts vadede jeg, en lettere desorienteret dansk pige, ud af Tribhuvan International Airport. Jeg havde netop tilbragt godt en time med at rende forvirret rundt i visa afdelingen, hvorefter en sød nepalesisk lufthavnsansat lod mig springe køen over og underskrev mit visa. Herefter luntede jeg rundt ved bagageudleveringen og krydsede fingre for, at min bagage var landet i Kathmandu sammen med mig. Det var den heldigvis, så med en ordentlig lærredspose indeholdende en 13 kg tung rygsæk gjorde jeg min entre til Kathmandu.
Udenfor lufthavnen stod et hav af mennesker alle med sedler med navne på diverse personer, som de skulle hente. Der var en Kathrine Barkley, Project Abroad, der var en Trekkinggroup International og sidst men ikke mindst en Nann Hedeager. For at være ærlig var jeg temmelig lettet, da jeg så dette skilt. Mit første besøg i Asien og tilmed mit første besøg i et u-land ville på dette tidspunkt have været meget uoverskueligt, var jeg ikke blevet samlet op i lufthavnen. Dawa (min homestay vært) mødte mig med et stort smil og placerede en Karta (et hvidt silke tørklæde) om min hals. Herefter gik turen mod Kopan og igennem et trafikkaos, som jeg ikke kunne have forudset. Hvordan chaufførerne kan manøvrere deres biler og motorcykler på så lidt plads, er mig en gåde. Det er intet mindre end et perfekt orkestreret kaos. På trods af min forvirring og mindre choktilstand gik der ikke mange minutter før, at jeg var i stand til at nyde det hele. Bilen susede igennem Kathmandu, og på den anden side af vinduet var der masser af stemning og liv, en hverdag langt langt fra Danmark, som jeg snart skulle blive en del af. 

Dagen efter min ankomst tog Sabine (en anden dansk voluntør) mig med til Chhahari Hostel og Sagarmartha School. Jeg havde inden min afgang troet, at jeg skulle arbejde på et kloster og lave et eller andet musikprojekt, men da jeg mødte børnene på Chhahari, stod det temmelig klart for mig, at jeg ville være frivillig her. Børnene er så søde og åbenhjertede, at man snart ikke tror den venlighed, som man bliver mødt med. De har ind til videre lært mig tre nepalesiske sange, en af dem er den meget populære "Simple, Simple". Jeg sender hermed en opfordring om at give den et lyt, så har I en nogenlunde ide om, hvordan soundtracket til min rejse har formet sig ind til videre.

Jeg bor i et family homestay i Kopan området. Det er en helt særlig oplevelse, at få lov til at være så tæt på den nepalesiske kultur og at få førstehåndberetninger om hverdagen her.
Min homestay familie har givet mig nyt navn,  da der allerede er en anden Nana, som bor her i huset. Derfor går jeg for tiden under navnet Maya, som er det nepalesiske ord for kærlighed. Det er svært at vænne sig til at blive kaldt Maya Deedee, men efterhånden er det intet problem. Dog er det rart, at Anna (en anden dansk voluntør) stadigvæk kalder mig Nanna, så er jeg ligesom hjemme igen.
Der bor tre generationer i huset. Den ældste generation er repræsenteret af Mom. Hun er bedstemoren i huset. Jeg ville ønske, at hun forstod engelsk, eller at jeg kunne nepali, så vi kunne kommunikere lidt mere end bare med kropssprog og et par små nepali gloser. Det er herligt at se, hvor glad hun bliver, når man synger, danser eller er lidt fjollet. Ongmu, Dhundop og Mary, som er familiens børn på hhv. 16, 14 og 4, er også rigtig søde. Når man hele tiden har huset fuld af mennesker, lærer man at være velkommende, men den åbenhed de møder én med er bemærkelsesværdig. Det føles næsten som om, at jeg har fået tre nye søskende.

Både Chhahari, Sagarmartha School, Boudha Stupa og Kopan Monastery ligger i gå afstand fra fam. Dawa Tamangs hus. Det betyder, at jeg får gået en masse. Her er små butikker med tudsegamle singer-symaskiner manøvreret af ældre kvinder, som syer på livet løs. Her er i tusindvis af små gadekøkkener, som sælger spicy snacks til ingen penge, og overalt mødes jeg af børn, som råber: "Namaste, what is your name?" Her er nok at se og høre, og med de mange tilråb man får fra børn, kan man ikke andet end at føle sig velkommen. 

Fem dage efter min ankomst befandt jeg mig på bagsædet af en motorcykel. Noget jeg fem dage før ville have svoret, at jeg ikke ville gøre her i Kathmandu. Det siger nok en hel del om, hvor hurtigt man føler, at man på sin egen turistagtige måde hører til. Motorcykel turen er uden tvivl det dummeste, jeg i længe har gjort. Uden hjelm igennem små snirklede gader. På trods af dette kunne jeg ikke lade være med at smile hele vejen, og i denne weekend gentog jeg tilmed succesen med Anna (en anden dansk voluntør). Denne gang dog med hjelm. Chhewang som er lærer på den skole, hvor vi er frivillige, tilbød  at tage os med til Nagarkot, et meget populært picnicsted. På en klar dag er der fra Nagarkot udsigt til de snedækkede toppe. Desværre var der diset i lørdags, så vi fik ikke set sne og bjerge. Dog synes jeg, at motorcykelturen var det hele værd. Med start i Kathmandu og endestationen på toppen af et bjerg fik vi set både støvede Kathmandu men også det flotte landskab i Kathmandu Valley. Hårnålesvingende på vej op til Nagarkot mindede mig om bilferie i Frankrig, og jeg synes det var rart at møde noget lidt genkendeligt igen.

I torsdags startede både Anna og jeg på Vajrayana School. Ind til videre har undervisningen for mit vedkommende været lidt en tragikomisk affære, da de elever jeg underviser er meget svage i engelsk. Det er svært at vide om ens undervisning nytter, når man ikke ved, om de forstår. Jeg tager det dog med oprejst pande og nyder de små sejre. For eksempel var der i fredags en pige, som forstod 3.person singularis -s. Det er svært at forklare 3. person singularis -s med fagter, lidt engelsk og lidt nepali, men det lykkedes. Andre gange er det mere sort. I dag undervidste jeg en munk, som konsekvent insisterede på at placere en vokal imellem alle konsonanter. Når spring pludselig bliver til e-sapirenig, og thursday til diharsday, så gør det en samtale næsten umulig. Set på den positive side er der i hvert fald rig mulighed for forbedring, så jeg håber at være i stand til at se en klar forskel fra nu til juni.

Herudover har jeg set Boudnath Stupa et utal af gange, jeg har set Pashupatinath og det gyldne tempel. Jeg har mødtes med familiehøjskole veninde Stine (hvilket var rigtig rigtig hyggeligt), dyrket morgenyoga på taget, og i går blev jeg aura læst af en fransk Dharma Sangha devotee. Jeg har tilsyneladende en klar blå aura med stænk af lysegrønt. Jeg smiler det meste af tiden, for jeg nyder sådan at være her. Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal.  

Tanker tænkt af en pige klar til afgang.

Min taske er færdigpakket og står nu i hjørnet af mit værelse. Den minder mig om, at det er lige om lidt. Det er lige om lidt, at jeg skal flyve godt og vel 17 timer, hvorefter jeg lander ned i det foreløbig største kulturchok, jeg nogensinde har oplevet. Kathmandu, Nepal.

I januar viste min far lysbilleder fra sin tur til Nepal i '90. Det var så uvirkeligt at sidde der i stuens mørke og kigge på bjergkæder, sherpaer, rhododendron og templer vel vidende, at om lidt var det min tur. Klik - nyt billede - Klik - Ny oplevelse - Klik - konstante sommerfugle i maven, som uden tvivl vil forhindre mig i at få en fornuftig nats søvn.

De søde piger i Dialogos Ungdom har fortalt mig, at det er en god ide at lave en forventningsafstemning. Hvad tror og håber jeg, at der vil ske på min rejse? Hvad vil jeg gerne opleve? Hvad forventer jeg af min tur?
For jer som kender mig godt er det ingen hemmelighed, at jeg ingen anelse har, om hvad jeg vil, når jeg stopper med at holde sabbatår. Jo mere jeg prøver at lade være med at tænke på beslutningen des mere snurrer tankerne rundt i mit hoved. Måske er det en naiv tanke, men jeg håber, at min rejse til Nepal og mit voluntørarbejde kan hjælpe mig til at få en forståelse af, i hvilken retning det er, at jeg gerne vil. Med Nepals mange rejsehistorier i baghovedet håber jeg på, at jeg kommer til at opleve en eller anden klarhed i forhold til mig selv og min omverden. Rejser har det heldigvis med at efterlade sådanne vedvarende indtryk og med de mange børn og voksne, som jeg forhåbentlig kommer til at lære at kende på min tur, mon ikke denne rejse bliver et lysbillede, som jeg kan vise frem igen og igen og igen. Jeg krydser fingre.

Udover hjælpearbejde håber jeg, at jeg kan få tid til at lægge turen forbi Bhaktapur, Pokhara og Annapurna. Hvis jeg tør, hvilket jeg allerede nu ved, at jeg ikke gør, kan det endda være, at jeg binder et elastik fast til benene og springe ud fra en bro. Måske tør jeg at leje en scooter og køre i venstre vejbane igennem Kathmandu ud til de grønne områder i Kathmandu Valley. Hvis tiden giver mig lov, vil jeg gerne ride på elefanter i Chitwan Nationalpark. Paragliding, rafting, trekking, mountainbiking, faren vild i snørklede gader osv. Der er så meget, som jeg gerne vil nå, og sikkert endnu mere når jeg lander og får set mig omkring. Min tidsplan tillader ikke alle oplevelserne, så jeg går en hård udvælgelsesproces i møde. Det er nu noget, som jeg helst ikke vil tænke på endnu. Ind til videre beholder jeg alle mine små drømme om at flyve gennem den tynde luft i bjergene uden at være det mindste bange, og om at vaske elefanter i det sydlige Nepal helt uden at blive stukket af myg.

En veninde spurgte mig engang, om jeg efter 3.g. kunne finde på at rejse ud og engagere mig i frivilligtarbejde. Svaret kom meget let til mig; ja selvfølgelig kunne jeg det. Lige siden har det ligget i baghovedet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville hjælpe til ude i verden. Hvad der før var en noget abstrakt tanke, er nu meget konkret med min afrejse til Nepal. Det svar jeg gav dengang, er måske i virkeligheden ikke så simpelt, som jeg troede, for der knytter sig mange andre faktorer til beslutningen om at lave hjælpearbejde, end jeg først troede. Dels har jeg overvejet, hvem det egentlig er, at jeg gør dette her for. Er det for børnene? For mig selv? Det lidt kyniske svar lyder, at det er for begge. Selvfølgelig vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe de projekter, som jeg kommer til at arbejde på. Derudover har det været vigtigt for mig at erkende, at skal et voluntørophold fungere, så skal voluntøren også være glad og også have sine egne præmisser med i tankerne. Efter en del tankevirksomhed omkring emnet har jeg også fralagt mig min idealistiske "Red Verden"-forestilling, for hvem er det egentlig, der skal redde hvem? Og kan jeg overhovedet "redde" nogen?
Hvem ved - Nu starter eventyret i hvert fald lige straks, og jeg glæder mig til at blive opslugt af nye dufte og lyde, at gå på opdagelse i nye gader og stræder, men mest af alt glæder jeg mig til at svinge min rygsæk over skulderen og bare rejse!