torsdag den 10. maj 2012

Skoletid, fritid, monsuntid, UNOtid, Umatid, Buddhatid, yogatid og strejketid

Så er hverdagen også kommet til Nepal - nærmere bestemt det nordlige Kathmandu, Kopan. Min trekkingsøvnrytme er (desværre) ikke længere til stede, hvilket betyder, at jeg ikke længere hopper op af sengen kl. 06.30 men snoozer indtil  godt efter syv. Af og til får jeg dog tvunget kroppen op af sengen og får nået lidt morgenyoga på taget, inden Huimaya råber fra køkkenet, at så er morgenmaden klar.
Selvom jeg sover længe, er det stadigvæk nogle lange morgener, som jeg får, da skolebussen først kører kl. 09.00. Det betyder, at der er tid til forberedelse til timerne, hvis det da ikke er blevet gjort dagen før, og evt. en smule læsning. Selvom jeg har både Herman Hesses "Steppenwolf" og Fitzgeralds "The great Gatsby" stående, er jeg faldet i Harry Potter fælden. Ongmu har hele serien stående, og jeg er nu nået til anden bog. Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke læser længere end til nummer to, men de fleste ved jo godt, at er man faldet i, så er der ingen vej tilbage.

Kl. 09.00 kører skolebussen fra Faikaen (hovedvejen), og jeg er i skole kl. 09.30. Turen til skole er ikke særlig lang, men meget dårlige veje (og Nepali Time) gør, at turen tager en god halv time. I skolegården bliver jeg mødt af en masse glade børn, som allesammen vil give highfive eller knuckles - Allerhelst på samme tid.
Mary og jeg venter på skolebussen

Skolebussen mens der stadig er lidt plads på sæderne

Drenge fra 8. klasse

Morningprayer

Piger fra 5.b meget optaget af deres tegneprojekt

5.b viser deres tegneprojekt frem


Tirsdag og fredag er eleverne delt ind i huse (rød, gul, grøn og blå)
Morningprayer en fredagmorgen


Kl. 09.45 samles alle 470 elever i skolegården klar til morgensamling. Det er noget væsentligt andet end de danske "Så-sætter-vi-os-i-en-rundkreds-og-synger"-samling. Mest af alt minder deres morningprayer (som de kalder det) om en lille militærøvelse. Jeg har stadigvæk svært ved at vænne mig til al den disciplin og "kæft, trit og retning" som børnene skal igennem.
Den anden dag sagde inspektøren, at "ja det går jo ikke at børnene har forskellige frisurer". Efter denne kommentar kunne jeg ikke lade være med at tænke på den danske film "Drømmen", hvor hovedpersonen trodser den gængse opfattelse af "hvordan en elev skal se ud". Dog skal der ikke lyde et ondt ord om inspektøren på skolen. Han er bestemt ikke, som skoleinspektøren i "Drømmen". Mr. Sharma er meget optaget af børnenes ve og vel, og vil gerne have at lærerne på skolen lærer at undervise uden at slå eller verbalt overfuse børnene. Heldigvis har jeg ikke oplevet, at et barn blev slået af en af lærerne. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville reagere på dette.

Kl. 09.50 starter timerne. Jeg har tre timer af 45 min. i løbet af en dag. Det er intet i forhold til de syv timer, som de nepalesiske lærere har hver dag. De fleste af dem er tilmed også studerende, så når de har fri kl. 16.00 står den på lektielæsning og opgaveskrivning til egen uddannelse. Jeg har klasserne 4., 5.a, 5.b, 6., 7.a og 8. klasse. Den største klasse som jeg har er på 35 elever. Heldigvis er det 8. klasse, som Anna og jeg er sammen om at undervise.
I 4. klasse står emnet netop nu på imagination. Vi ser Peter Pan, og børnene skal skrive ned, hvilke glade tanker de ville tænke på, hvis de skulle flyve. Vi prøver at få deres fantasi i spil - Noget som kan være temmelig svært, da børnene er vant til at kopiere fra tavlen, og da selvstændig tænkning ikke står særlig højt på programmet. Ingen tvivl om, at børnene har en stor paratviden, men ligeså snart man spørger "Hvad synes du?" - Ja så går de helt i sort.
Jeg prøver at analysere Harry Potter med 7.a, og det er ikke en let opgave. Ind til videre er vi kun nået til personanalyse, og at forstå at Harry Potter altså ikke er virkelighed. Det er svært at svare helt sandfærdigt på spørgsmål som "Flyver I på koste i Danmark?" og "Har du en tryllestav derhjemme?", for hvor kunne det være fedt, hvis svaret var ja. En af de første dage underviste jeg 3. klasse sammen med Anna. Vi fortalte eventyr, og da Anna havde fortalt eventyret om "Den lille Havfrue" vendte en af pigerne sig om mod mig og spurgte, om det var min historie. Om jeg i virkeligheden var en havfrue? Det er tilmed en af Chhahari pigernes største ønske at blive en havfrue, når hun bliver stor. I Danmark vil pigerne i SFO'en i Tornby gerne være frisører eller lærere, i Nepal vil de være havfruer. Jeg håber, at det giver en ide om, hvordan indstillingen til fantasi er anderledes her.
Med 5.a snakker jeg også Harry Potter, og med 5.b står den på tegneserier og Walt Disney, mens 8.klasse lærer om 60'erne i USA og synger "Blowing in the wind" for fulde drøn.
Ved tolv tiden står den på frokost i skolekøkkenet. Et køkken som jeg er sikker på har rotter, eftersom jeg har set en stor fuldfed en i biblioteket lige ved siden af køkkenet. Det var bestemt også en oplevelse, da samtlige børn i 4. klasse mens vi så Peter Pan rejste sig op og pegede på gulvet og råbte "mouse, mouse, mouse". Anna og jeg kiggede på hinanden og rystede på hovederne, for der var ingen chance for, at det var en mus - Det var uden tvivl en god fuldvoksen rotte.
Efter frokost har jeg min sidste time, og så har jeg fri kl. 13.10. Herefter går jeg måske hjem for at samle energi til en eftermiddag på Chhahari, når børnene får fri kl. 16.00. Måske går jeg til Boudha til yoga eller måske står den på total afslapning og solbadning på taget.
Både Anna og jeg har fået ændret vores skema tirsdag og torsdag, så vi møder kl. 13.10 og har timer indtil 16.00 og herefter kan gå direkte til Chhahari. Samtidig kan jeg om morgenen nå den daglige teaching kl. 10.00 på Kopan Monastery. En svensk nonne introducerer en til buddhismen og til meditation. Desværre er der netop nu lukket for turister på klosteret, så jeg kan først for alvor starte på disse teachings d. 19. maj, når dørerne åbnes for vesterlændinge igen. Tirsdag og torsdag i de næste par uger regner jeg derfor med at afsætte til morgenyoga i Boudha.

Forrige weekend tilbragte jeg i Newari-byen Bhaktapur sammen med Anna og moderen i værgeparret på Chhahari, Uma. Hun bor og arbejder på Chhahari, og udfylder rollen som mor for 23 børn, så efter fem år uden en eneste fridag var det på tide, at hun fik lidt fritid. Hun er blevet tilbudt ferie tidligere, men har afslået af uvisse grunde. Denne gang ville hun dog gerne afsted, og i fredags dragede vi derfor med bus mod Bhaktapur. Det blev en rigtig hyggelig weekend med en masse sightseeing. Vi fik set utallige imponerende templer, vi fik hele Bhaktapurs historie fortalt af Dawas rigtig søde nevø Suvaraj (noget må jeg sige om nepalesiske mænd - De kan snakke ørerne af selv den mest tålmodige lytter) og vi fik spillet uendeligt meget UNO. Uma snakker ikke meget engelsk, og jeg må indrømme at UNO, derfor blev vores redning. Dog gider jeg ikke spille det spil længere. UNO - jeg slår op!

Uma og Anna i Bhaktapur, Durbar Square
Her er alle husene i Newari stil dvs. med små træudskårne vinduer og udsmykninger
I denne weekend står den på svømmehal fredag, tur til Phatan med Chhaharibørn lørdag og om aftenen lyder den på live jazz i en lille bar i udkanten af Kathmandu. Derudover skal jeg have vasket tøj, en længerevarende opgave her i Nepal.
Sådan vasker man tøj i Nepal. Reglen er, at man helst ikke skal have for meget vasketøj, for så tager det alt for lang tid. Jeg taler af erfaring.

Den sidste uge har der været en del strejker, hvilket har resulteret i, at jeg ikke har været i skole hverken i dag eller i mandags. D. 25. maj underskrives den nepalesiske grundlov, men indtil da kan jeg nok forvente en del flere strejker og derfor skolefridage. Disse fridage føles lidt som at få snefri, dog er jeg efterhånden mæt af snefri-dage her i Nepal, og jeg vil egentlig gerne i gang med at undervise igen, for jeg kan lide det - Dog har jeg også fundet ud af, at jeg ikke skal være folkeskolelærer.

Turerne til turistcentrum, Thamel har jeg heldigvis kunne undgå, dog måtte jeg i sidste uge derind, og det var godt, jeg gjorde det, for pludselig midt i Thamel hørte jeg en pige råbe mit navn. "Nej gud! Nanna! Hvad laver du i Nepal?!" Da jeg vender mig om, går det op for mig, at det er en veninde, som jeg gik i klasse med i første halvår af 1.g. Pludselig føltes verden meget meget lille, og dog, for som Suzannas (pigen som jeg mødte) veninde påpegede, så er der uhyggeligt mange danskere i Thamel. Som hun sagde: "Seriously, is there any people left in Denmark or have they all travelled to Nepal?!"

I går gik jeg hjem fra Boudha i mørke sammen med et par venner. Det begyndte at regne, og pludselig farvedes alt omkring os lyserødt, hvorefter et højt brag kunne høres. Noget tyder på, at monsunen ikke er langt væk. Det er efterhånden også begyndt at dryppe lidt på mig her på Saturday Cafes rooftop, så det må være et tegn på, at det er ved at være slut med blog for denne gang.

Alt godt herfra
//Nanna (Maya) og Nepal

søndag den 15. april 2012

På træk til trek

Anna Ravn landede i Kathmandu godt en uge efter mig. Hun er udsendt med samme organisation som mig, og inden Nepal havde jeg blot mødt hende en enkelt gang til en forberedelsesweekend i Århus. Grundet mange mennesker i huset endte hun med at flytte ind på samme værelse som jeg. Det vidste sig heldigvis at være en rigtig god løsning. Vi kommer rigtig godt overens og er gode til at give hinanden plads og taletid. Hun er en rigtig sød og sjov pige, som jeg glæder mig til at bruge tid sammen med, også når vi er tilbage i Danmark igen. Vi er meget enige om ambitioner og forudsætningerne for, hvorfor vi er her. Det er derfor også endt med, at vi begge har valgt at flytte projekt. Efter to meget frustrerende uger på Vajrayana School - et fantastisk projekt, som desværre grundet forårstid ikke havde elever - valgte vi begge at flytte til Sagarmartha School, som er skolen hvor alle børnene fra Chhahari-børnhjemmet går. Sagarmartha School er et noget andet format end Vajrayana School. Dels er det børn, som jeg skal undervise, og dels kan der være op til 40 elever i en klasse. Det er en stor mundfuld, og jeg var da også nervøs, da jeg vågnede i morges klar til min første skoledag. Desværre viste der sig at være strejke i dag. Det er en faktor, som man må medregne i sine planer her i Nepal. Nu er dagen i stedet endt med afslapning, blogindlæg og the-tur til Boudhanath. I går ankom to danskere, og de medbragte en Politiken. Det har betydet, at dagen også har budt på avislæsning på altanen. Jeg ved godt, at man næsten ikke må indrømme det, men der er nogle ting, som jeg savner, derfor var det en helt fantastisk luksus at kunne side og nyde lidt dansk avislæsning. Det eneste jeg mangler nu er nogle fibre i form af rugbrød! Mmhm en rugbrødsmad med avokado ville bestemt ikke være af vejen. Med en sådan i hånden ville jeg være toptunet til at skrive blogindlæg om hhv. Pokhara- og trekkingtur.

Da eleverne på Sagarmartha School har haft ferie indtil i to uger, en ferie som skulle have sluttet i dag, havde Anna og jeg pludselig lidt tid at slå ihjel. Vi valgte derfor at besøge byen Pokhara sammen med fire søde amerikanere, som har boet sammen med os i homestayet.

Pokhara må virkelig siges at være det nepalesiske turistparadis. Jeg kiggede mig undrende omkring, da vi gik ned af "hovedgaden". Dette kunne da bestemt ikke være Nepal. Efter al den realisme og virkelighed, som jeg efterhånden er blevet så vant til, var det utrolig mærkeligt pludselig at være havnet i Nepals svar på den franske riviera. Den ene restaurant afløste den anden, og ville du have espresso, latte eller macchiatto, så kunne det sagtens lade sig gøre, hvis der var strøm vel at mærke. Pokhara fik hurtigt karakter af en ferie i ferien. Vi lejede kanoer og sejlede ud til midten af søen og badede. Vi slikkede sol, og spiste masser af god og billig indisk mad. Et køkken som jeg bliver en større og større fan af - Der er ikke noget som en god dosa, idli eller palak paneer, mums! Vi hikede op til The Peace Pagoda, og så (næsten) en solopgang over bjerget Fishtail ved Sarangot. En af dagene gravede vi tilmed dybere i lommerne og lejede scootere. Jeg sad bag på Stan the man's scooter (en australier hvis kampråb var "yohai!") i det vi kørte mod Begnas Lake udenfor Pokhara. En time senere befandt vi os udenfor Pokharas hektiske turiststemning ved en sø, som badede i resten af eftermiddagen. Stedet føltes som et lille hemmeligt paradis. Det kan klart anbefales. Efter tilbagekomsten skulle jeg selvfølgelig også prøve scooteren, og endnu engang måtte jeg konstatere, at jeg simpelthen bare er alt for klodset. Jeg væltede og lavede en ordentlig bunke ridser i scooterens lak. Der skete ikke mig noget, men jeg måtte betale for skaderne på scooteren. Heldigvis er det dog sådan, at ødelægger man noget her i Nepal, så kan det repareres for en slik, når man prutter lidt om prisen.
Vi stødte også på en herlig israeler, Aviv, som boede på samme hotel som os. Han havde netop købt en motorcykel, og jeg havde egentlig regnet med at få et lift til Chitwan National Park. Han er dog desværre allerede i Indien. Udover sin motorcykel medbragte han også en guitar, og det blev et par hyggelige aftner på tag terrasen med øl, guitarspil og fællessang.

Efter disse dejlige dage i Pokhara gik turen tilbage til Kathmandu og herfra til Langtang.

Langtang er et trekking område 8 timers bustur fra Kathmandu. Det er en del af Langtang reservatet, og er, ifølge min gode ven og guide Diku, ikke nær så turistet som Annapurna basecamp og Mt. Everest basecamp, hvor man i højsæsonen nærmest må stå i kø for at passere stigerne for yak, nak og alle de andre bjergentusiaster. Derfor besluttede Anna og jeg os for at give Langtang området en chance og trekke her. Vi havde forinden set en del billeder fra trekket fra nogle venner, som allerede havde været afsted, og der skulle ikke megen overtalelse til før end, at pilen pegede på Langtang.

Hjemvendt fra Pokhara efter en 8 timer lang bustur havde jeg en halv dag i Kathmandu til at gøre mig klar til trek. Der skulle købes vanter, lange uldne underbukser og ikke mindst Tims-card, som er tilladelsen til at trekke. Efter stress og jag igennem turist Thamel var det tilbage til Kopan for at pakke, gerne så lidt som muligt, og herefter nærmest faldt jeg ned i min seng og ind i en dyb tung søvn. Dagen efter var det tidligt op og afsted til Shyabro Bese - altså endnu en 8 timer lang bustur. Dog var det denne gang ikke en turistbus men en lokalbus. Nepalesere har et lidt andet forhold til privat sfære end mig, og både Anna og jeg endte med at have en nepalesisk kone siddende på lårene. Vi kunne også have valgt at springe op på taget af bussen. Det siges at være det sikreste sted at befinde sig, hvis bussen skulle forulykke. En ulykke jeg lidt for let kunne forestille mig, da vi kørte på de små mudrede veje igennem bjergene. Heldigvis havde jeg Diku, vores gode ven og guide, og Anna til at berolige mig. Diku udbrød bl.a., at han (chaufføren) faktisk var den bedste hun i længe havde kørt med. Den tanke prøvede jeg at fastholde imens jeg kiggede ud af vinduet og ned af en lodret skrænt.
Velankommet (heldigvis!) til Shyabro Bese indlogerede vi os på et hotel, og fik turens, for mit vedkommende, første og sidste Dhal Bhat. Dagen efter startede trekket. Jeg har aldrig trekket før. Jeg har højest været på en-dags hike i Frankrig, så det var med en klump af nervøsitet i maven, at jeg tog de første spæde trekkingskridt. Det vidste sig dog hurtigt, at det at trekke ikke var et problem. Jeg nød stilheden, kontinuerligheden og naturen omkring mig. Man når til et næsten meditativt stadie, når man går og går og går så mange timer om dagen. Jeg fik tænkt ustyrligt mange gode, fjollede og dumme tanker, og jeg fik gentaget mit nye mantra utallige gange: "step by step by step by...". Efter blot to dage befandt vi os midt i bjergene. Jeg kunne mærke på min vejrtrækning, at jeg nu var mere end 4000 m over havets overflade. Kyanjin Gumba hed stedet hvorfra vi gik op til en "udkigspost" og herfra kunne se hvad der i det øjeblik føltes som hele verden. Aldrig har jeg noget lignende. Jeg prøvede at holde fast i udsigten, men det var tæt ved umuligt, og alle ved, at billeder ikke tilnærmelsesvis når steder som dette til sokkeholderne.
På vores trek stødte vi på en sweisisk trekker kaldet Stephan, eller som vi kaldte ham Buddha Boy. Han havde netop færdiggjordt sine 111.111 prostrationer og ville nu meditere oppe i højderne, en tanke som han dog opgav, da han mærkede den bidende kulde, og derfor trekkede videre sammen med os. Han havde masser af chokolade, honning og tsampa foruden et rigtigt godt humør og var derfor et hit at have med.
Efter Kyanjin Gumba gik turen mod Gosainkunda. Dette sted er berømt for sin hellige sø, hvori Shiva badede efter at være blevet forgiftet. Da vi ankom var vejret rigtig dårligt. Man kunne kun se blot 20 m frem foran sig, og derfor var overraskelsen endnu større, da vi dagen efter kunne se hele Annapurna Range, Langtang Range, Tibet bjerge og Gosainkunda Range. Det var så overraskende og så smukt, at det var lige ved at jeg kneb en tåre. Gosainkunda var dog også stedet, hvor jeg troede, at jeg skulle dø af hypothermi. Aldrig har jeg frosset så meget.
Efter 10 dages trek var jeg klar til at tage hjem til Kathmandu. Det føltes godt at sige farvel til Langtang og vende tilbage. Jeg skal uden tvivl trekke igen på et tidspunkt, men da bussen holdt klar til afgang, var jeg klar til at tage tilbage til de dejlige børn fra Chhahari og de mennesker, som så hurtigt er blevet som en anden familie her i Kathmandu.

Nu er jeg tilbage i Kathmandu igen, og jeg nyder det. Det er blevet hverdag, eller så meget hverdag, som det nu kan blive her i Nepal, og jeg er stadigvæk helt vild med det. Dog er der en enkelt ting, som har været kilde til en smule uhygge men nok mest en del undren. Da jeg tjekkede min mobil efter trekket havde jeg fået 16 opkald foruden en del meget insisterende sms'er fra en af mine gamle elever fra Vajrayana School. Han er 36 år, har et meget dårligt engelsk, men det mærkeligste er, at han er munk. Jeg har besvaret disse beskeder og opkald med en rungende stilhed. Jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt i smug - stakkels munk.

I næste uge lyder den på Chhahari picnic, og forhåbentlig starter jeg på noget yoga- eller meditationskursus i Boudha.

I morgen håber jeg, at strejken er ovre, så jeg kan starte med undervisningen på Sagarmartha School.

//Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal

mandag den 19. marts 2012

Nanna og Nepal vol. 1

Godt 14 dage er nu gået her i støvede, farverige, støjende og glade Kathmandu. To uger fyldt med en masse nye indtryk.

Kl. 12.30 d. 1. marts vadede jeg, en lettere desorienteret dansk pige, ud af Tribhuvan International Airport. Jeg havde netop tilbragt godt en time med at rende forvirret rundt i visa afdelingen, hvorefter en sød nepalesisk lufthavnsansat lod mig springe køen over og underskrev mit visa. Herefter luntede jeg rundt ved bagageudleveringen og krydsede fingre for, at min bagage var landet i Kathmandu sammen med mig. Det var den heldigvis, så med en ordentlig lærredspose indeholdende en 13 kg tung rygsæk gjorde jeg min entre til Kathmandu.
Udenfor lufthavnen stod et hav af mennesker alle med sedler med navne på diverse personer, som de skulle hente. Der var en Kathrine Barkley, Project Abroad, der var en Trekkinggroup International og sidst men ikke mindst en Nann Hedeager. For at være ærlig var jeg temmelig lettet, da jeg så dette skilt. Mit første besøg i Asien og tilmed mit første besøg i et u-land ville på dette tidspunkt have været meget uoverskueligt, var jeg ikke blevet samlet op i lufthavnen. Dawa (min homestay vært) mødte mig med et stort smil og placerede en Karta (et hvidt silke tørklæde) om min hals. Herefter gik turen mod Kopan og igennem et trafikkaos, som jeg ikke kunne have forudset. Hvordan chaufførerne kan manøvrere deres biler og motorcykler på så lidt plads, er mig en gåde. Det er intet mindre end et perfekt orkestreret kaos. På trods af min forvirring og mindre choktilstand gik der ikke mange minutter før, at jeg var i stand til at nyde det hele. Bilen susede igennem Kathmandu, og på den anden side af vinduet var der masser af stemning og liv, en hverdag langt langt fra Danmark, som jeg snart skulle blive en del af. 

Dagen efter min ankomst tog Sabine (en anden dansk voluntør) mig med til Chhahari Hostel og Sagarmartha School. Jeg havde inden min afgang troet, at jeg skulle arbejde på et kloster og lave et eller andet musikprojekt, men da jeg mødte børnene på Chhahari, stod det temmelig klart for mig, at jeg ville være frivillig her. Børnene er så søde og åbenhjertede, at man snart ikke tror den venlighed, som man bliver mødt med. De har ind til videre lært mig tre nepalesiske sange, en af dem er den meget populære "Simple, Simple". Jeg sender hermed en opfordring om at give den et lyt, så har I en nogenlunde ide om, hvordan soundtracket til min rejse har formet sig ind til videre.

Jeg bor i et family homestay i Kopan området. Det er en helt særlig oplevelse, at få lov til at være så tæt på den nepalesiske kultur og at få førstehåndberetninger om hverdagen her.
Min homestay familie har givet mig nyt navn,  da der allerede er en anden Nana, som bor her i huset. Derfor går jeg for tiden under navnet Maya, som er det nepalesiske ord for kærlighed. Det er svært at vænne sig til at blive kaldt Maya Deedee, men efterhånden er det intet problem. Dog er det rart, at Anna (en anden dansk voluntør) stadigvæk kalder mig Nanna, så er jeg ligesom hjemme igen.
Der bor tre generationer i huset. Den ældste generation er repræsenteret af Mom. Hun er bedstemoren i huset. Jeg ville ønske, at hun forstod engelsk, eller at jeg kunne nepali, så vi kunne kommunikere lidt mere end bare med kropssprog og et par små nepali gloser. Det er herligt at se, hvor glad hun bliver, når man synger, danser eller er lidt fjollet. Ongmu, Dhundop og Mary, som er familiens børn på hhv. 16, 14 og 4, er også rigtig søde. Når man hele tiden har huset fuld af mennesker, lærer man at være velkommende, men den åbenhed de møder én med er bemærkelsesværdig. Det føles næsten som om, at jeg har fået tre nye søskende.

Både Chhahari, Sagarmartha School, Boudha Stupa og Kopan Monastery ligger i gå afstand fra fam. Dawa Tamangs hus. Det betyder, at jeg får gået en masse. Her er små butikker med tudsegamle singer-symaskiner manøvreret af ældre kvinder, som syer på livet løs. Her er i tusindvis af små gadekøkkener, som sælger spicy snacks til ingen penge, og overalt mødes jeg af børn, som råber: "Namaste, what is your name?" Her er nok at se og høre, og med de mange tilråb man får fra børn, kan man ikke andet end at føle sig velkommen. 

Fem dage efter min ankomst befandt jeg mig på bagsædet af en motorcykel. Noget jeg fem dage før ville have svoret, at jeg ikke ville gøre her i Kathmandu. Det siger nok en hel del om, hvor hurtigt man føler, at man på sin egen turistagtige måde hører til. Motorcykel turen er uden tvivl det dummeste, jeg i længe har gjort. Uden hjelm igennem små snirklede gader. På trods af dette kunne jeg ikke lade være med at smile hele vejen, og i denne weekend gentog jeg tilmed succesen med Anna (en anden dansk voluntør). Denne gang dog med hjelm. Chhewang som er lærer på den skole, hvor vi er frivillige, tilbød  at tage os med til Nagarkot, et meget populært picnicsted. På en klar dag er der fra Nagarkot udsigt til de snedækkede toppe. Desværre var der diset i lørdags, så vi fik ikke set sne og bjerge. Dog synes jeg, at motorcykelturen var det hele værd. Med start i Kathmandu og endestationen på toppen af et bjerg fik vi set både støvede Kathmandu men også det flotte landskab i Kathmandu Valley. Hårnålesvingende på vej op til Nagarkot mindede mig om bilferie i Frankrig, og jeg synes det var rart at møde noget lidt genkendeligt igen.

I torsdags startede både Anna og jeg på Vajrayana School. Ind til videre har undervisningen for mit vedkommende været lidt en tragikomisk affære, da de elever jeg underviser er meget svage i engelsk. Det er svært at vide om ens undervisning nytter, når man ikke ved, om de forstår. Jeg tager det dog med oprejst pande og nyder de små sejre. For eksempel var der i fredags en pige, som forstod 3.person singularis -s. Det er svært at forklare 3. person singularis -s med fagter, lidt engelsk og lidt nepali, men det lykkedes. Andre gange er det mere sort. I dag undervidste jeg en munk, som konsekvent insisterede på at placere en vokal imellem alle konsonanter. Når spring pludselig bliver til e-sapirenig, og thursday til diharsday, så gør det en samtale næsten umulig. Set på den positive side er der i hvert fald rig mulighed for forbedring, så jeg håber at være i stand til at se en klar forskel fra nu til juni.

Herudover har jeg set Boudnath Stupa et utal af gange, jeg har set Pashupatinath og det gyldne tempel. Jeg har mødtes med familiehøjskole veninde Stine (hvilket var rigtig rigtig hyggeligt), dyrket morgenyoga på taget, og i går blev jeg aura læst af en fransk Dharma Sangha devotee. Jeg har tilsyneladende en klar blå aura med stænk af lysegrønt. Jeg smiler det meste af tiden, for jeg nyder sådan at være her. Alt godt fra Nanna, Maya og Nepal.  


mandag den 12. marts 2012

Tanker tænkt af en pige klar til afgang.


Min taske er færdigpakket og står nu i hjørnet af mit værelse. Den minder mig om, at det er lige om lidt. Det er lige om lidt, at jeg skal flyve godt og vel 17 timer, hvorefter jeg lander ned i det foreløbig største kulturchok, jeg nogensinde har oplevet. Kathmandu, Nepal.

I januar viste min far lysbilleder fra sin tur til Nepal i '90. Det var så uvirkeligt at sidde der i stuens mørke og kigge på bjergkæder, sherpaer, rhododendron og templer vel vidende, at om lidt var det min tur. Klik - nyt billede - Klik - Ny oplevelse - Klik - konstante sommerfugle i maven, som uden tvivl vil forhindre mig i at få en fornuftig nats søvn.

De søde piger i Dialogos Ungdom har fortalt mig, at det er en god ide at lave en forventningsafstemning. Hvad tror og håber jeg, at der vil ske på min rejse? Hvad vil jeg gerne opleve? Hvad forventer jeg af min tur?
For jer som kender mig godt er det ingen hemmelighed, at jeg ingen anelse har, om hvad jeg vil, når jeg stopper med at holde sabbatår. Jo mere jeg prøver at lade være med at tænke på beslutningen des mere snurrer tankerne rundt i mit hoved. Måske er det en naiv tanke, men jeg håber, at min rejse til Nepal og mit voluntørarbejde kan hjælpe mig til at få en forståelse af, i hvilken retning det er, at jeg gerne vil. Med Nepals mange rejsehistorier i baghovedet håber jeg på, at jeg kommer til at opleve en eller anden klarhed i forhold til mig selv og min omverden. Rejser har det heldigvis med at efterlade sådanne vedvarende indtryk og med de mange børn og voksne, som jeg forhåbentlig kommer til at lære at kende på min tur, mon ikke denne rejse bliver et lysbillede, som jeg kan vise frem igen og igen og igen. Jeg krydser fingre.

Udover hjælpearbejde håber jeg, at jeg kan få tid til at lægge turen forbi Bhaktapur, Pokhara og Annapurna. Hvis jeg tør, hvilket jeg allerede nu ved, at jeg ikke gør, kan det endda være, at jeg binder et elastik fast til benene og springe ud fra en bro. Måske tør jeg at leje en scooter og køre i venstre vejbane igennem Kathmandu ud til de grønne områder i Kathmandu Valley. Hvis tiden giver mig lov, vil jeg gerne ride på elefanter i Chitwan Nationalpark. Paragliding, rafting, trekking, mountainbiking, faren vild i snørklede gader osv. Der er så meget, som jeg gerne vil nå, og sikkert endnu mere når jeg lander og får set mig omkring. Min tidsplan tillader ikke alle oplevelserne, så jeg går en hård udvælgelsesproces i møde. Det er nu noget, som jeg helst ikke vil tænke på endnu. Ind til videre beholder jeg alle mine små drømme om at flyve gennem den tynde luft i bjergene uden at være det mindste bange, og om at vaske elefanter i det sydlige Nepal helt uden at blive stukket af myg.

En veninde spurgte mig engang, om jeg efter 3.g. kunne finde på at rejse ud og engagere mig i frivilligtarbejde. Svaret kom meget let til mig; ja selvfølgelig kunne jeg det. Lige siden har det ligget i baghovedet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville hjælpe til ude i verden. Hvad der før var en noget abstrakt tanke, er nu meget konkret med min afrejse til Nepal. Det svar jeg gav dengang, er måske i virkeligheden ikke så simpelt, som jeg troede, for der knytter sig mange andre faktorer til beslutningen om at lave hjælpearbejde, end jeg først troede. Dels har jeg overvejet, hvem det egentlig er, at jeg gør dette her for. Er det for børnene? For mig selv? Det lidt kyniske svar lyder, at det er for begge. Selvfølgelig vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe de projekter, som jeg kommer til at arbejde på. Derudover har det været vigtigt for mig at erkende, at skal et voluntørophold fungere, så skal voluntøren også være glad og også have sine egne præmisser med i tankerne. Efter en del tankevirksomhed omkring emnet har jeg også fralagt mig min idealistiske "Red Verden"-forestilling, for hvem er det egentlig, der skal redde hvem? Og kan jeg overhovedet "redde" nogen?
Hvem ved - Nu starter eventyret i hvert fald lige straks, og jeg glæder mig til at blive opslugt af nye dufte og lyde, at gå på opdagelse i nye gader og stræder, men mest af alt glæder jeg mig til at svinge min rygsæk over skulderen og bare rejse!